For første gang nogensinde får Kronborg Chess Open besøg af en af Danmarks stærkeste og mest erfarne stormestre: GM Boris Chatalbashev. Efter flere år, hvor kalenderen ikke har tilladt det, lykkes det endelig i år at få den dobbelte danske mester med i turneringen. Med en rating på 2535 bliver Chatalbashev seedet som nummer 1 i Grandmaster gruppen.
Bulgarsk mester fire gange
Chatalbashev, der siden 2018 har repræsenteret Danmark, er en af de mest meriterede spillere i dansk skak. Han er fire gange bulgarsk mester (1991, 1998, 2007, 2010) og dobbelt dansk mester (2023 og 2024). Allerede som ung skrev han sig ind i historiebøgerne ved at blive den yngste bulgarske mester nogensinde i 1991.
Vundet over 30 turneringer
Ud over sine nationale titler har Chatalbashev vundet eller delt førstepladsen i over 30 internationale turneringer, blandt andet i Paris, Reggio Emilia, Porto San Giorgio, Imperia og Val Thorens. Han har desuden repræsenteret Bulgarien ved tre skakolympiader og to europamesterskaber for hold.
At Chatalbashev nu gør sin debut i Kronborg Chess Open, er et løft for årets Grandmaster gruppe, der i forvejen er den stærkeste i turneringens historie. Med hans deltagelse som topseedet bliver konkurrencen om førstepladsen endnu skarpere og vi glæder os til at have ham med i årets turnering.